Peter Legård Nielsen
Aut. IFS Terapeut
Forside Priser Kontakt Profil Links      
 

IFS (Internal Family Systems) er skabt af amerikaneren Richard Schwartz og er en relativt ny gren inden for psykologien. Den bygger både på traditionen fra Jung og Reich og "Familieterapi". Ifølge Richard Schwartz består psyken af en lang række underpersonligheder, hvoraf nogle er beskyttende dele, som forsøger at forhindre, at andre sårede dele igen bliver såret. Schwartz opdagede, at der bag disse dele er et ofte skjult "Selv", som ikke kan ødelægges, men som det mange gange i løbet af opvæksten har været nødvendigt at gemme helt væk for at beskytte det. En vigtig del af arbejdet med IFS er at genopdage dette Selv og at lade det træde ind i sin naturlige rolle som leder af psyken.

Som IFS terapeut hjælper jeg klienten med at komme direkte i kontakt med delpersonlighederne og at befri dem for urigtige forestillinger, byrder, tyngende følelser og malplacerede roller. Ofte har delpersonlighederne helt andre opfattelser af, hvad der er sket i fortiden, end klienten har, og tilsyneladende uløselige konflikter i sindet løser sig i mange tilfælde på særdeles overraskede vis gennem kroppen. Integrationen, som opstår, ville have været svær eller umulig at tale sig frem til uden at inddrage kroppen og delpersonlighederne.

Som IFS terapeut har jeg en meget stor respekt for klientens indre system, og der er ikke nogen dele af klienten, som ikke er velkomne i løbet af sessionen. IFS er også en sikker metode, fordi jeg aldrig arbejder imod klientens beskyttende dele, men altid sammen med dem, så de har det afgørende ord i forhold til, hvornår føleler, traumer og andet psykisk materiale skal bevidstgøres. Resultatet er en følelse af sammenhæng i kroppen og psyken og en stor åbenhed og rummelighed, af styrke, af retten til at være, præcis, som man er med udgangspunkt i Selvet.